Jagten [Vincent]

Tid: 00:16 (om natten selvfølgelig)
Sted: jungles, langt nok inde til at fare vild
Omgivelser: store farverige træer, flotte buske, smukke blomster
Beklædning: Flænsede sorte bukser, gennemblødt rød og ødelagt top, en camouflage jakke og ingen sko
Våben: Ingen

”Hvorfor Skulle jeg absolut melde mig som frivillig?! Tag det som en oplevelse Phoenix. På med ja hatten. Du kan rede dem og hjælpe andre! REND MIG!” Snerrede Phoenix, imens hun moslede sig igennem skovbunden. Hun havde vadet rundt i lang tid, på jagt efter… hvad var det nu manden havde sendt hende ud efter? Shiba? Leila? dalia?... ”Nej det er noget med S.” sagde hun højt til sig selv. ”Spilba!” Jublede hun og missede en rod i jorden. blomst udseende ”UMPF!” kroppen styrtede mod den ujævne jorde og landede hårdt. Hænderne nåede ikke at tage ordentligt fra, så den bløde hud i hendes pande flækkede. Det hele blev lidt sløret, da hun forsøgte at rejse sig op. ”Av for fanden.” mumlede den sure varulv utydeligt og satte hånden op i panden. Det røde blod løb ned over hendes ene øjenbryn, og en imponerende samling af forskellige bandeord slap ud af hendes normalt, rene mund.
Hvorfor healede hun ikke? Blodet blev ved med at løbe, dog i mindre mængder. ”Det jo herligt!” Hvæsede hun og tog et par vaklende skridt hen over den knudrede jord. ”Du er da i dit totale es i dag…” Det havde virkelig ikke været hendes bedste dag. Hun havde først og fremmest mistet sine yndlings sko, i en sump tidligere. Så var regnen kommet skyldende og havde det bare været en almindelig mængde, havde det ikke været et problem. På daværende tidspunkt føltes det som om, der var en som stod og spulede hende med en vandslange. Så havde hun overrasket en flok pansrede hyæner , midt i deres måltid, som havde ført til en mindre flugt gennem skovbunden. Så jagten på denne latterlige blomst var startet helt vidunderligt.
Blomsten hun skulle finde og aflevere til en læge, arbejde på et af de få sygehuse, som behandlede børn. Phoenix kunne ikke lade være med at tage opgaven. Hun havde lovet ham at give lyd, når hun havde blomsten… eller blomsterne… Hvis hun kunne få fat i flere, var det jo ikke dårligt.

Det lød et bump da hun satte sig tungt på jorden. Hun kunne snart ikke mere. Det føltes som om, der var en som stod og hamrede med pikke i hendes hoved. ”Hvis nu hun kommer ud.” Mumlede den smertende varulv og ændrede hendes stilling til at være i skrædderstilling. ”Jeg har brug for dig.”
Længere nåede hendes bevidsthed ikke. Hun havde ikke muligheden for at skille sig fra sin ulv. Den kødelige krop kollapsede til den ene side, og lå helt stille. Det eneste tegn på at hun var i live, var den svage vejrtrækning i brystkassen.



(Beskivelse af planten: Spilba (Sammentrækning af: spicae alba)
Denne snehvide og havblå blomst er en meget speciel blomst. Den har egenskaben til at heale sår. Men for at gøre det skal man have fat i den saft som i inde i dens stilk. Og stedet hvor der er mest, er lige ved selve hovedet. Men problemet er at dens ellers smukke blade har en lammende gift. Så hvis man kommer til at rører den bliver man lammet lige der hvor man bliver stukket. Spredningen sker hurtigt, da giften giver et stød igennem naverne, og derved lammer dem for en kort periode. Man har ikke kunne finde ud af hvordan den gør det. Men en fortsat er forskning i gang med at undersøge dem. Man mener at de kan blive kilden til en ny form for smertestillende medicin i fremtiden.)

Vincent var på fart som han plejer at være, han var på vej tilbage efter en opgave, da havde ikke være den nemmet opgave han havde været på, han skulle opspore en person hele vej igennem jungle, ikke fordi det var et problem, han havde tager den rejse mange gang før men at spore noget herinde, var dog det svære, da jord var for tør eller for blød, plus det dyre liv som er her, gjorte det heller ikke nemmer, men nu var opgave klart så nu skulle han bare tilbage og få resten af betaling.

Han var klædt i sin normal rustning og udstyr, som han altid havde med sig når han var på farte, dog rejse han ikke som de fleste andre vil gør her i jungle, de fleste vil nok rejse ned på jorden men han holde sig til træerne, de var så store her at men ude det hele stor kun hop fra det en til det næste, og de var store nok til men kun gå på grener, han sad ned på en af dem og holdt en pause oh hviler sine ben lidt, da han fik øje på en kvinde ned på jorden, hun så ikke få godt ud, det kun tyder på en hård rejse.

Det gik ikke længe efter han havde fået øje på hende at hun faldt hen over en rod i jord, han kun ser at hun gik videre dog med besvær og sat sig så ned på jord, ikke det bedst sted at holde pause når man ikke er på toppe, eller det ligner det ikke at hun er, der gik heller ikke særlig længe før hun faldt om på jord, han ryster let på hoved af hende og klatre ned af træ, han gik over til hende og var ikke sikker på at hun var i liv, han sat sig i hug og tog hendes puls, den var der men svag, han rette sig op og kun høre hyæner og det lyder til at de kommer tætter på dem.

Så det hjælpe ikke at lad hende ligger her, det overlever hun ikke, han kiggede sig kort rundt og tog hende derefter over den en skulder og forsvandt ind i skygges verden, hvor han begynde at småt løbe med hende, ca efter 5min kom de ud af skygges verden, hvor han stoppe op for at få vejret, det var altid hårdt at tager en anden med derinde, men nu var de i sikkerhed for nu, højt oppe i træerne, efter en kort pause begynde han at gå videre med hende på skulder, han gik nok en 20min tid før han fandt en åbning i træ, en form for lille hul, hvor man kun overnatten/holde hvile.

Han lad hende ned og tog sin hjelm af, hvor han til så hendes sår i pande, det bløde dog stadig men ikke så meget, han lad sig rygsæk fra sig plus sin taske med snipe i og sig gevær og tog så sin førstehjælp taske op af rygsække, hvor han renser hende sår og syrer det sammen, end han ligger en forbindes om det, hvor han tog en enegangs sprøjte frem og fyldt den med noget grønling omkring 20mg, hvor han stak den i hendes arm og sprøjte det ind i det, det skulle hjælpe med at gør hende stabilt, det skulle nok mere til men han vidste ikke helst hvilke race hun er, og det her kun ren menneske ikke tår, så nu må han vente og ser.

Phoenix havde igen form for bevidsthed under den tur som den fremmede førte hende. Dog begyndte hun at komme til sig selv, da en lindring brændte igennem hendes arm.
Dette ændrede dog ikke på at hendes hoved dunkede voldsomt. ’hvad fanden skete der?’ tænkte hun for sig selv. ’Hvor i alverden er jeg?’
Underlaget var hårdt, men ikke en klam, våd og kolde jord-følelse. Hendes ulv knurrede svagt i hovedet på hende. ’Han lugter forkert… meget forkert… Hvor tog han os hen tidligere? Vi var ikke i den rigtige verden!’ Ulven jappede ordene ud i hovedet på Phoenix. Hun var simpelthen ikke til at styre når hun først var startet. ’SÅ!’ Phoenix snappede af hende. ’du er nødt til at vente med at stille mig alle disse latterlige spørgsmål! Jeg har jo ikke selv nogen ide om hvem, hvad eller hvor vi er. Men han lugter bekendt… meget bekendt… Lidt ligesom hende der Selina…. Og Auriel… Dæmon?’ rystede mentalt på hovedet og bevægede svagt hendes fingre, næsten helt ubevægeligt.
Det var i det mindste ikke et bedøvelsesmiddel, eller noget som skulle lamme hende. Altså… hvis han havde prøvet at dræbe hende ville det være sket med det samme. Måske det var… Militsen. Phoenix havde tidligere erfaringer med militsen og hun havde… hvad skal man sige pisset dem lidt af? Hun havde i hvert fald være en af de få skabninger som havde været inde for murene og arbejdet for militsen. Hun havde været deres pilot, hvilket kunne diskuteres om det var helt gennemtænkt at lade en tidligere Alpha. Men Vladimir havde haft et godt tag i hende, truet hende og haft lidt for meget på hende.

Minutterne blev til timer imens hun ikke rørte sig ud af stedet. ’okay, lad os slappe helt af.’ Med en dyb indånding, som var hun ved at komme til sig selv, sprang hun op med en snerren.
En lyd som flænsende knogler og sprækkende hud, skiftede hun skikkelse. Hendes ansigt blev lang, tænderne skarpe, den snehvide pels var dækket af blod og de glødende røde øjne stirrede på den fremmede.
Den glubske mund åbnede og lukkede med en smækkende lyd. Ulven pustede sig op og borede klørene ned i træets underlag. ’vent, et træ… jeg er inde i et træ… hold fokus!’ Hendes varme ånde dampede ud af munden på udyret.

Han kun ser at hun ikke var et rent menneske da det virker, det han havde give hende, elver var hun ikke, for så vil hendes ører ser andersledes ud end det de gør, dæmon vil han heller ikke lige tror at hun er, for det plejer han at kun genkender og deres blod plejer også at havde en anden farve end rød, så varulv vil han gæt, men det finde han nok ud af, når hun engang vågner.

Han svar ikke på at hun snakke i søvn, da det ikke var sikker at hun hørt det og samtid vil hun finde ud af det når hun kommer til sig selv, når nu hvor hunskulle være stabilt kun han få noget mad og få hvile sig lidt, selvfølgelig holdt han stadig øje med hende, han sat sig op af en af væggen, hvis man kun kalder træ for det, nu hvor det var en form for huler de var i.

Han kiggede over på hende da hun tog en dyb indånding, hvor hun begynde at skifte form, så var hans gæt rigtig at hun er en varulv, han sprang han selv op og træk sin en pistol og peger den mod hende, "sikkert en tak for at red dit liv fra hyæner der ned og for det andet, så er den ladet med fylder kviksølv, så tag og skifte tilbage og tag det med ro" sagde han kiggede på hende.

Så måtte han ser om det var lidt hjerne tilbage i ulv at den kan tænke klar, "og husk der er langt ned" sagde han og nikke kort mod åbning, hvor der nok var tæt på 100 meter ned til jorden, hvor hyæner stadig var og leder efter et eller andet, som enlig nok var hende, det lå stadig lidt mad hvor han havde siddet og en flaske med vand.

’Kviksølv kugler.’ Tanken gennemborede hendes kranium og snerrede advarende til ham. Hun kunne svagt høre hyænerne langt under dem… så i det mindste løj han ikke for hende. Spørgsmålet var bare om kuglerne var sande? Hun havde ikke noget andet valg end at slappe lidt af. Det stramme røde muskler omkring hendes mund sænkede sig ned over hendes sylespidse tænder. Phoenix havde dog truffet valgt om stadig at være i forsvars position og pustede sig lidt mere op. Det sitrede i hende at flå og rive.
Hun ville så gerne smage ham. Finde ud af hvem og hvad han var. Ud fra hans på klædning ville han være en dusør-jæger eller måske umbra. Havde militsen valgt at sætte en dusør på hendes hoved? Og hvis de havde, hvorfor så en skyggedæmon.

Hun rystede på hovedet og kunne ikke tage sig sammen til at skifte. Hans våben gjorde hende utilpas, og hun var selv ubevæbnet. ’vent…’ hendes blik flakkede ned til det iturevne tøj. ’genialt Phoenix. Simpelthen genialt.’ Hvis hun skiftede tilbage nu, ville hun være splitter kong Hansen. Dette betød dog at hun måtte være tør, hvilket ville sige hun var tør i menneskeskikkelse. Tør betød ild. Ild betød… Hun kom med et listigt fnys og snappede med kæberne.
De kraftige bagben spændte og hun sprang mod den åbning hun kunne se. I det hun satte fra og kom ud i luften, lod hun ulven glide væk. Håret trak sig tilbage og hendes knogler knækkede igen på ny. ’Det her kommer du til at fortryde senere…’ det der føltes som flere timer varede kun 2 eller 3 sekunder. Hendes ulv var væk, og hun styrtede mod jorden.

Et jubelsgrin sprang hen over hendes læber i det ilden begyndte at brænde. Hendes krop blev til ren og klar ild. Juin mærket havde en svag sort kulør mod den brændende pige. Hun landede med et hårdt bump på hendes fødder i skovbunden. Hyænerne fór forvirret omkring hende da hun hylede af dem. Hun skænkede ikke manden en tanke, men lod bare ilden opsluge hendes sind. Det var så længe siden hun havde følt sig så i live.

Han kun ser at det var lidt tænke bag det tykke ulve hoved, det var altid noget, ikke fordi han havde set for til at skulle kæmp mod en varulv, dem vil han så set helst undgå at kom i kæmp med, de var svær at aflæse da det for det mest var deres dyres side som tog over, han kun ser at hun kiggede kort ned på sit tøj som var iturevne efter hun havde forvandle, det kun tyder på at hun ikke hel havde gennem tænke det, før hun bare gjorte det.

Han kiggede dog overrasker på hende, da hun sprang mod åbning, ud i det fri, han småt løbe over til åbning og så at hun forvandle sig tilbage og derefter blev til ren ild, det var den første varulv han havde set kun gør det, om det var en ild frugt hun havde spist, han havde høre om de her frugter men aldrig set dem eller set en som havde spis en, han små løbe tilbage til sine ting og pakke det sammen end han tog det på sig.

Serum han havde gik hende, vidste han ikke hvor længe vil virker, nu hvor hun ikke tage den med ro, som men ellers skulle gør, så han måtte heller følger efter hende, han skulle bare ikke for tæt på hende så han må heller bliver oppe i træerne, men det gjorte ham heller ikke noget, men han må heller ser at kommer afsted, nu hvor hun har fået et lille forspring, han løbe ud af åbning og hoppe over mod det næste træ og kun ser i hoppe af hyæner var løbe deres vej, han fortsætte med at følger hende oppe fra træerne.

Hun sprang igennem natten og mærkede langsomt det han havde givet hende ebbe ud. ”Hvad fanden mumlede hun og begyndte at mærke hendes flammer slukkes. ”Det løgn.” med et tungt suk slukkede hun helt for flammerne og lod sig omslutte af mørket.
”Hvem end du er! Hvad er dit problem?! Hvem har sendt dig?!” hun havde hørt at han var hoppet fra træ til træ. ”Du ikke lige frem stille.” snerrede hun.
De glødende røde øjne skannede hendes omgivelser. Buske. Stammer… flere buske… blomster… BLOMSTER!?
Et jubel kom fra hende og den glemsomme varulv og kastede sig hen til blomsterne. Det var ikke dem som Phoenix havde håbet på, men det var bestemt ikke dårligt.
Srumsstone havde fået hendes opmærksomhed. Denne svamp kunne spises. Den glødende hårde skal udenpå den skulle dog fjernes inden man puttede den i munden. ”Lækkert.” hviskede hun og lod sin krop og sult føre sig hen til svampene. ”Der er nok til to, hvis du ikke har tænkt dig at slå mig ihjel, eller hvis du lover ikke at bedøve mig!”
Den nærmeste busk hun kunne se havde store blade, men ikke store nok til at dække hende… men hvad så? Hendes hår var langt nok til at kunne skjule noget af hende. For en sikkerheds skyld kørte hun fingrene igennem noget mudder og smurte sig selv ind. Hendes hud blev dermed også camoufleret lidt. Ikke helt nok til at skjule alt, men hun var heller ikke en omvandrende skydeskive længere.

(Srumsstone: Denne svamp har et sten artigt udseende. Det er en svamp som vokser på jorden, og lever af bakterierne omkring den.. De laver en stenhård skal som kan stoppe en kugle. Men de sidder ikke så godt fast til jorden og derfor kan de vendes. Og hvis man vender dem vil deres lillae kød frugt blive blottet, og deres lilla kød frugt er spiseligt råt. Det findes kun steder hvor der er forholdsvis høj radioaktivitet. Og er derfor blevet en indikation på at et område er radioaktivt. De bliver høstet af mange beboere i området, da de er spiselige og nemme at finde.)

Han var så set ligeglad med at hun hørt ham, han var for højt oppe til at hun kun ser ham og samtid var hun også en varulv der har bedre hørelse end normal har, "hvem jeg er, jeg kun spørge dig om det sammen og mit problem er at man ikke få et tak for at havde reddet dig og der er ingen som har sendt mig" sagde han oppe fra mørke og fortsætte, han kun ser at serum han havde giver hende var ebbe ud, da hun ikke var ren ild mere.

Han smiler svagt af det næste hun sagde og forsvandt ind i skygges verden og kom ud lige ved side af hende, hvor han hviskede hende i øret, [b]"hvis jeg vil slå dig ihjel, var du det nu og samtid havde du aldrig opdage mig" hviskede han end han forsvandt ind i skygges verden og kom ud 30 meter fra hende, "navn er Vincent og jeg er ikke ud på noget, det var et ren tilfælde at jeg så dig, da du faldt om" sagde han og tog i hjelm fra.

"Jeg har spist end du tog spring ud i det fri" sagde han og så på hende, mudder hun havde smurte sig ind i, dække ikke super godt men det var hendes problem og ikke hans, han holdes sig omkring de 30 meter fra hende, han havde ikke trukket nogen våben, det var heller ikke plan oppe i træet, at han skulle havde gjorte det men nu hvor hun forvandle sig, tage han ingen chance.

"Hvad laver de selv her ude" spurgte han og kiggede på hende og kiggede kort rundt bagefter, hun virker nu ikke rigtig til en som passer til her i jungle, men selvfølgelig varulv og natur passer normal sammen.

Hans stemme gav hende myrekryb på den dårlige måde. En dyb dyrisk snerren kom fra hendes hals. ”Tak.” sagde hun koldt og forsøgte at få øje på ham. Da han dukkede op et stykke fra hende viste hun tænder. ”Klart.” mumlede hun og rankede sig lidt.
”Hvorfor jeg er her? Et tilfælde.” mumlede hun og satte sig på hyg med fronten mod ham. De små svampe smagte nogenlunde. Smagen af det rå kød gjorde godt i hendes tomme mave.
”Det var et tilfælde du fandt mig… hvorfor er du så her ude?” trodsen i hendes stemme var til at tage og føle på. hun stolede ikke på ham. Og ville nok ikke komme til det det næste stykke tid. ”Millitsen havde sendt ham… det vidste hun… samme tilfælde at hun var her ude… det var sikkert den gamle mand fra hospitalet som havde lavet en aftale.


//beklager krea-manglen ^^''

Han smiler svagt da hun sagde tak, så der var noget høflighed i hende, ikke fordi han var den stort fan af varulv og bliver det nok heller ikke, han nikke kort da hun mumlede, hvorfor hun var her og det lyde ikke sandet men det var han så set også ligeglad om, om det var sandt eller ej, men medmindre hun vil havde hjælp med noget, skulle han vide mere om det men det må tid viser om hun skulle eller ej.
 
Han smiler svagt ved hendes spørgsmål, "jeg er på vej tilbage fra noget arbejde, som følget mig om på den ny side af jungle[" sagde han og kiggede på hende og smiler svagt, han kun godt høre på hendes stemme at hun ikke føler sig tryg ved ham og men det var heller ikke helt normal at folk gjorte det, det var en del af at være dæmon men og umbra, "jeg fik ikke lige fandt i det navn" sagde han lidt efter og kiggede på hende.

Han tog sig ikke af at hun spise, hun havde chancer at få noget mad oppe i træet, men det er lige meget nu, nu havde hun selv fundet noget af spise, "kan du klar dig selv her fra, eller skal du havde hjælp med at finde ud af jungle" spurgte han og kiggede på hende, han overvejer nem at kom videre, nu hvor hun var på ben igen og havde fundet noget at spise, så behøver han ikke rigtig at være der for hende, eller det regne han ikke med at skulle.
 
//det kan ske, så er det nogen gang ^^