Not close enough...(Ezekiel)

S: Steppelandskabet omkring Armarillo - men alligevel et godt stykke væk fra byen.
O: Det meterhøje græs, små buske og hårdføre træer
T: Eftermiddag

@Ezekiel

Det meterhøje græs var en paranoia-faktor. Det var ikke til at sige hvad der gemte sig i det. Rovdyr? Banditter? Zombier? Det virkede som om at uanset hvor man gik hen, var der nye fare man skulle undgå eller overleve. Der var en grund til at Sean foretrak at gemme sig i de store byer. Der var de fleste farlige situationer til at forudsige. Der var tydelige territorier og der var altid skygger han kunne teleportere sig imellem. Men herude? Knap så mange. Knap så mange der gav mening, i hvert fald. Selvfølgelig havde græsset i sig selv en del skygger - men ikke helt den slags skygger han havde brug for. En let og lun vind fik de halvtørre stængler til at hvisle let.
Vejret var lunt, men radioaktiviteten hvilede over det hele. Så trods at Sean havde det varmt, måtte han pænt beholde sit tøj på. Foret med en let beskyttelse, der stadig gav ham det meste af sin bevægelsesfrihed. Et par støvler, et par forede bukser og en foret jakke, der var slået op omkring halsen på ham. Et par lette handsker og et tørklæde der var trukket op over hans ansigt. Resten af hovedet var frit - men hej. Han kunne stjæle sig til nogle injektioner eller piller, hvis han skulle blive ramt af lidt sygdom, right? No harm done!

Støvlerne var overraskende lydløse mod den slidte asfalt under ham. Denne vej førte fra Armarillo - eller til byen, alt efter hvilken vej man gik - til andre steder. Længere sydpå. Ikke noget Sean rigtig havde lyst til...Men igen. Man tog vel derhen hvor arbejdet var. Han kunne ikke tillade sig at være kræsen. Folk vidste sjældent det var en Umbra de havde på besøg, før Sean selv havde fortalt dem det. Denne her gang havde han ikke afsløret det. Til dels fordi jo færre der vidste det, jo bedre. Til dels fordi han ikke havde følt for det. Og se blot hvor det bragte ham. Ud i ingenmandsland, fuld af paranoia og på jagt efter en nomadisk gruppe med et våben, som hans arbejdsgiver gerne ville have. Hvorfor var ham en gåde - og det var heller ikke hans sted at vide det. Han skulle blot sikre det.
En behandsket hånd gled igennem det mørke hår. Han var tæt på at svede, men uden helt at svede. Han trak vejret tungt bag tørklædet. Faktisk, når det kom til stykket...

Et sted foran ham var der folk. Gruppen? Der var en god sandsynlighed for det. Men hvis han kunne se dem, ville de også se ham. Så i stedet skyndte han sig ind i det lange græs. Årevis af erfaring fik ham til at gå forsigtigt igennem græsset, uden at lave mere lyd end nødvendigt. Tættere. Tættere. Han kunne næsten intet se i græsset, så han var afhængig af de lyde han hørte. Tættere på lyden af samtale og lyden af en motor. Sikkert en bil eller lastbil de kørte rundt i.
Han stoppede op og gled ned på hug, som han lyttede sig frem. Var det de rigtige? Selv hvis de ikke var, kunne han bestjæle dem blot for underholdningen i det.
"Langt i denne hede..."
"Så varmt er det heller ikke. Vil du hellere til et sted med is?"
" - og det lange græs. Seriøst!"
Han ventede tålmodigt, som han langsomt kom så tæt på, at han kunne skubbe lidt græs til siden og se sit mål. Hvad var der? 5 personer? 6? måske var der nogen i den lille lastbil, eller bag den. Det ville være dumt at springe på dem førend han kendte situationen fuldt ud - men han kunne heller ikke følge med, hvis de kørte videre uden ham. Hvor var våbnet mon?
"Kom nuuu..."
Hans ord var en lav hvisken, der blev druknet i lyden fra det hvislende græs. Så tæt på...Han skulle bare vide hvor våbnet var...

Det havde været en lidt mere afslappende dag end ellers. Det var nogle dage siden at de havde forladt udkanten af en lille skov, i hvilken han selv havde formået at finde nok mad til at klare sig til nu - og sidne han også havde tappet saften fra en del af træerne, var det heller ikke fordi han rigtig manglede væske på nuværende tidspunkt, det der trods alt altid var det vigtigste at have med sig overalt herude i vildmarken. Tørsten ville dræbe dig langt hurtigere end sulten ville.

Zerah, hans hvide kronhjort der var meget stor i forhold til normale kronhjorte, havde ladet ham ride på ham for en stor del af de sidste par dage, siden det næsten ikke tog nogen energi for Zerah at bære rundt på ham, mens det sparede Ezekiel for en masse energi der ellers skulle have været brugt på at gå rundt. Idag, dog, red han ikek på Zerah, men fløj istedet selv en smule rundt. Hans lysegrønne vinger godt spredt ud som han red på en bølge af opafgående vinde, let smilende for sig selv over den utrolige følelse af frihed han fik heroppe, som intet andet i verden rigtig kunne måle sig med. Mens han fløj, fulgte Zerah stille og roligt efter ham nede på jorden.

Da Ezekiel pludselig kunne se en form for følge i horisonten, dog, lod han hurtigt sig selv glide let og elegant ned mod et af de få træet der var i nærheden. Her trak han sine vinger ind som han landede på en af de grene der hang lidt tættere på jorden, kun lige over kanten af det utroligt høje græs. Hans tøj havde farve som sand, og camoufleredes derfor utroligt godt i farven af de tørre græsstrå. Sandalerne han bar - der virkelig nok mere bare var stof viklet om hans fødde rmed noget træ som en sål - en lys mosgrøn der også camouflerede sig godt i degrønlige nuancer som andre strå og buske herude havde. Generelt, så med de farve rhans tøj og hår havde, ja, så var han ikke lige den nemmeste at spotte, og trods Zerah's massive størrelse, så gjorde hans lyse farve og mørkere gevir også at han var godt skjult. Zerah traskede stille og roligt hen ved siden af træet Ezekiel havde landet i, og begyndte at gnaske lidt på noget af det græs der var tættest på træet, da det var lidt mindre tørt end alt det andet græs omkring dem.

Han havde sådan set valgt at lande i træet, da han af natur selv var meget genert - og lettere paranoid. Han vidste ikke lige hvad for en type folk det kunne være der rejste rundt i en sådan størrelse flok, men hans nysgerrighed drev ham samtidig også til at holde øje med dem, og det ville være svært at holde sig tæt på, men samtidig uset, hvis han fortsat fløj rundt. Nuvel - han kiggede ned på Zerah, og Zerah fornemmede straks hvad Ezekiel gerne ville sige til ham - han skulle gå lidt til venstre, så det gjorde han, så Ezekiel let og elegant kunne hoppe ned på hans ryg, for derefter at guide ham i et stille og roligt trav efter gruppen af folk han havde set mens han var oppe i luften.

Foden gled frem, så stille og lydløst som et rovdyrs, da han trådte et skridt tættere på. Den slanke krop vuggede stille med, som han fjernede sin balance fra den ene fod til den næste. Iklædt sort tøj med militær-mønster i lyse farver gjorde ham svære at se. Præcis som han foretrak det: At forblive uset. Gruppen virkede til at stå og joke, mens de indtog lidt let frokost. Om lidt ville de nok smutte ind i den lille lastbil og køre videre. Elias bed hårdt sammen. Hans vindue var lille, der var for mange øjne. Der var et par skygger han kunne udnytte...Men uden at vide hvor våbnet var...
Der.
Som fulgte de hans tanker, var der nogen der gik rundt med en metallisk kuffert. Han havde fået en beskrivelse af sin arbejdsgiver. Ikke helt hvad våbnet faktisk var, men at det var i en metalkuffert med diverse koder på. Hans lysegrå øjne fulgte aktivt kufferten. De lukkede den inde i lastbilen. Det var i sig selv ikke et problem, han håbede bare ikke der var nogen derinde.

Da lastbilens dør var forsvarlig låst og manden vendte tilbage til selskabet, lukkede Elias øjnene. Han rejste igennem skyggernes verden, kun for at ende ind i lastbilens mørke. Som om han materialiserede sig ud af skyggerne selv, sad han på hug i det mørke indre. Han var endt halvvejs på et sæde, men årtiers øvelse holdt ham fra at falde larmene rundt. Han så sig hurtigt omkring. Der lå en og sov på sædet bag ham...Det var ren held han ikke var endt oven på manden. Han trak vejret dybt og så sig omkring...
Der. Han sneg sig over til den. I den tro den var i sikkerhed, var den lige til at snuppe. Med endnu en rejse var han ude igen. Ude i det lange græs, med kufferten i sin ene hånd. Et blik gled over alle låsene og koderne...Jah, det ville kræve noget tid at lirke den op og stille sin opmærksomhed. Måske burde han slet ikke forsøge. Og måske burde han?
Men inden han nåede at overveje det yderligere, lød der lyde bag ham. Fra lastbilen. Nogen havde allerede været tilbage i bilen og opdaget den manglede. Nu kunne han høre lyden af folk der løb rundt og våben der blev gjort klart. Det var hans tegn på at komme væk herfra - det kunne kun gå for langsomt. Men uden flere særlig praktisk skygger, var det på sine to ben: Så han satte i løb. En bevægelse og forstyrrelse der straks tiltrak sig deres opmærksomhed.
"Herovre! Der er nogen! Fang ham, skyd ham, jeg er ligeglad! Men få kisten!"
Træer. Elias havde fået øje på nogle træer. Med fornemmelsen af et skud der kun lige fløj over skulderen på ham, rejste han igennem skyggernes verden - kun for at dukke op under det træ han havde fået øje på. Kun for at støde panden ind i et alt for stort og hvidt væsen...
Damn. Med et hurtigt skridt bagud faldt han ikke baglæns. Men blikket gled automatisk op af den gigantiske...Hjort?
"Oh Dear..."
Forhåbentlig ikke vred nu, vel? Han havde ikke ligefrem brug for at løbe fra flere fjender. For slet ikke at snakke at løbe fra en stor hjort. Det lød ikke som en god ide.

Ezekiel fik Zerah til prompte at standse op, dog, da der kort efter pludselig var en masse kambollage der skete henne ved den vogn, som gruppen havde været omkring. Hvad dælen var det der var gang i? Han var rimelig nysgerrig, men dog ikke nysgerrig nok til at han ville risikere noget ved at stille sig op på Zerah's ryg blot for at kunne se hvad der skete, da d ejo så muligvis kunne tro at han var den der åbenbart havde taget noget fra dem, og det sidste han havde brug for, var at skulle flygte fra sådan en gruppe. Hvis det endte derude, ville han jo så dog have fordelen af, at Zerah hurtigt kunne løbe fra dem i græsset, da det ikke standsede hamlige så effektivt som det ville standse en bil. Men helst ville han bare gerne undgå al konflikt, så han klappede let Zerah på halsen, og fik ham derved til at vende om, for roligt at begynde at gå i den modsatte retning af hvor han kunne høre al tumulten komme fra, tilbage forbi træerne de lige havde været ved.

Ud af det blå dukkede der så pludselig en mand op, som stødte ind i siden på Zerah, og derved fik tiltrukket sig både Zerah's og Ezekiel's opmærksomhed, hvorfor de nu begge så ned på ham. Fyren var godt dækket til - lidt mere end Ezekiel var, nu mandens ansigt også var dækket til, hvor Ezekiel's ikke var. Men tøjet gjorde det så også tydeligt a than, ligesom englen, også selv bare helst ville falde i et med omgivelserne. Det blev dognok lidt svært for ham,når han nu sådan var stødt ind i dem på denne måde.

Men hverken Ezekiel eller Zerah gjorde endnu andet end roligt at observere ham. Ezekiel lagde endda hovedet let påskrå, og havde en rimelig spørgende mine - som altid ville folk omkring ham, hvilket nu inkluderede denne fyr, skam sagtens kunne fornemme præcis hvad det var han gerne ville sige. Hvilket i denne situation nok var noget hen af; 'What's going on? Do you need help?' siden Ezekiel's altid hjælpsomme natur viste sig selv når han kun lige havde mødt en person, og også selvom det lige her lod tilat personen nok havde stjåletnoget fra de andre. Men af hvad englen vidste af, så kunne det jo lige så godt være at de andre fyre var nogle der måske helst ikke skulle have det her, ikke? Han tog aldrig sider, lod altid tvivlen komme folk til gode, selv i mere stressfulde situationer som dette. Han rakte endda også en hånd ned mod manden, klar til at hive ham med op på Zerah's ryg hvis han ville væk i en hast, siden Zerah nu trods alt kunne løbe allerhelvedes hurtigt. 'I can help,if you want...'

Han havde ikke tid til...Arhg. Vurdere om alle var fjender. På den ene side lod han blikket glide en smule forvildet ned over makkerparret foran ham - men lige så hurtigt så han sig omkring, for at bedømme hvor langt væk mændene var og hvor meget tid han havde. De ville nok undre sig over hvor han var blevet af, så det ville give ham et øjeblik til at gennemskue sit næste træk. Men de var ikke længere væk, end at han endnu kunne høre dem. Se græsset bevæge sig i vilde bevægelser, som folk pløjede sig igennem det. Var det for meget at håbe på de stødte ind i en slumrende zombie? Det var det nok.
Hvor var det længe siden han havde lavet så sløset et job. Han havde været forhastet - han skulle have givet sig tid og blot opsøgt dem igen. Ventet på en bedre mulighed. Men sket var sket.

Elias trak vejret dybt og så tilbage på den store hjort, der heldigvis ikke angreb ham for den pludselige tilsynekomst og sammenfaldet, der kunne tolkes som et pludseligt angreb. Faktisk var dyret lidt for roligt - hvilket måtte skyldes manden der sad oven på den. En meget rolig fyr, det hele taget i betragtning. Hvad de mon lavede her?
Men mere end det - vidste han hvilken risiko han satte sig selv i ved at hjælpe Elias? Alle hjalp sig selv. Dette var en verden for overlevelse. Så det var ikke uden et stik af mistro, at han kiggede på den fremrakte hånd.
Havde han noget valg? Sidst han havde været i en lignende situation var han blevet skudt i benet. Det havde taget ham lang tid at vende tilbage til sit arbejde. Han havde ikke lyst til at ende i samme situation. Så uden at tænke mere over det, greb han hånden. Manden ville næppe være stærk nok til at trække ham op på den store hjort. Det var trods alt rimelig langt op, især når han nu ikke havde begge hænder frie. Men hvis fyren hev hårdt nok, burde det være muligt, som han hoppede op efter samtidig. Han ville næppe nå at sætte sig, men mere blive smidt hen over det bagerste af dens ryg. Derfra var der ikke lang vej til smidigt at kaste et ben rundt. Heroppefra kunne han se ud over græsset.
"Jeg ved ikke hvem du er eller hvorfor du hjælper..." Underligt nok følte han sig beroliget, trods de bevæbnede folk kom tættere på.
"...Men vi burde komme væk herfra. Jeg går ud fra det er planen, ja?" Han så tilbage på den unge fyr foran sig, før han lagde en hånd på hans skulder for at undgå at flyve af med det samme, i tilfælde af hjorten satte af sted.
"Jeg forklarer bagefter..."
Løgn. Men hvad betød det? Dette var en billet væk. Mere behøvede Elias ikke.

Ezekiel ventede blot roligt på at manden kom frem til sin egen afgørelse med om han ville hjælpes eller ej, og da det blev tydeligt at han gerne ville have hjælpen, så lyste et lille smil skam også op på Ezekiel's ansigt, som han gjorde hvad han kunne for at trække manden det sidste stykke op, som hans hop ikke helt klarede i sig selv. Så snart manden var oppe på Zerah,og han kunne mærke at han havde taget fat i hans skulder, ja, så aede Ezekiel stille og roligt Zerah på halsen. Siden Zerah var vandt til at Ezekiel nu engang var stum, ja, så havde Zerah istedet lært at tyde mange andre bevægelser fra ham, samtidig med det også var den automatiske forståelse af hvad englen gerne ville have ham til, så efter blot den ene berøring, ja, så vendte Zerah sig væk fra hvor man kunne høre al tumulten, og satte med det samme i galop. Ezekiel gav sig ikke tid til at høre om folkene lagde mærke til det, eller om de fulgte efter, nu han netop godt vidste præcis hvad for en fart Zerah kunne skyde, hvilken han også allerede var godt på vej til at nå op på. Det høje græs var ingen udfordring for en så massiv hjort, trods alt, og de få steder hvor han blev sløvet ned, sænked ehan blot hovedet for at hans gevir kunne få hvad end forhindring der var, væk, før de galopperede videre.

Ezekiel drejede hovedet og så roligt på manden som han talte, og lagde selv hovedet let på skrå. Hvorfor han hjalp? Var der virkelig ikke særlig mange hjælpsomme folk tilbage i verden, siden han sagde det sådan? Men så igen... Så mange mødte Ezekiel heller ikke. Ikke ude i vildmarken, hvor han nu som regel færdes. De fleste folk holdt sig jo omkring byerne, så det kunne vel sagtens være deres forskellige levemåder, der gav dem et forskelligt syn på tilværelsen. 'Jeg var allerede på vej væk,' forklarede han på bedste vis han kunne, altså gennem denne her underlige forbindelse det lod til han altid havde med folk, der lod dem omkring ham forstå hvad han egentligt gerne ville sige, hvis han kunne, og han trak derpå let på skuldrene.

'Men hvad er det for en ting, du fik fra dem?' han kiggede lettere nysgerrigt på metal boksen - men det var vel også kun naturligt at han var så nysgerrig, var det ikke? Han vendte dog blikket væk fra den igen, blot for at kigge sig omkring, se om Zerah bare blev ved med at løbe ligeud, eller om han fandt et sted at standse - men der var endnu kun milevidt af græs og meget få træer at finde omkring dem, så de fortsatte blot med at galoppere derudaf.

Hans greb strammedes, som hjorten satte i bevægelse. Det ville blive svært rigtig at holde sig fast med kun en hånd, og uden at gribe for hårdt fat om manden foran ham. Hans ben klemte om hjorten, så hårdt som han turde uden at det skulle gøre ondt på den. Han så sig over den ene skulder. Mændene løb igennem det høje græs og de prøvede at sigte, men det var ikke til at se noget i græsset. De afprøvede. Et skud, et par skud. Men enten nåede de ikke helt over til dem eller også blev de skudt i vilde retninger. Et af dem snittede Elias' ene ben - men det var meget overfladisk og ikke mere end en svigende smerte. Det gjorde ham stadig overrasket og han fokuserede i stedet på at holde fast, som hjorten løb hurtigere. Prøvede at holde kufferten ind til sig, uden den var til for meget besvær - men for at være ærlig var dette ikke den mest praktiske transport, som tingene var lige nu. Blot...En nødvendighed.

Det var som om manden ikke sagde noget, men at Elias forstod mandens spørgsmål alligevel. Ikke helt igennem ord, men som en fornemmelse der dukkede op i hans krop og tanker. Han kunne ikke sætte tanker på hvilken race der kunne det...Og det kunne også sagtens være noget helt andet end det. Hvem vidste i denne verden? Intet kunne snart overraske Elias længere.
"Et våben. Jeg kan ikke sige mere"
Både fordi han ikke vidste mere og for at holde det hemmeligt for sin arbejdsgiver. Der havde ikke været snak om hemmeligholdelse, men for Elias' side lå det usagt: En professionel umbra ville aldrig sladre.
Det var hårdt at holde sig på hjorten. Og nu, efterhånden et godt stykke væk fra de fjendtlige mænd, dukkede en ny bekymring op. Hvor var de på vej hen? Forhåbentlig ikke for langt væk fra byen. Jo længere væk de kom, jo mere skulle Elias kæmpe for at finde tilbage. I hel tilstand, vel at mærke. Han trak vejret dybt og så sig over skulderen en sidste gang.
"Jeg tror det er sikkert nu..."
Hvor meget manden kunne høre for modvinden var diskutabelt. Så Elias havde hævet stemmen for at sikre at han blev hørt. Han var trods alt blot en tilfældig passager, som gerne ville af før eller siden. Slet ikke van til at ride på store hjorte.

Ezekiel kiggede kort tilbage på manden som han fik sit svar, og nikkede blot. Han kunne godt høre han ikke ville få mere ud af ham, og hans nysgerrighed blev stilletnok med det svar, alligevel, da han ikke selv var glad for vold - så han ville helst ikke vide hvilken type våben det var, heller. Det lod han fyren om - ikke tale om at han selv skulle have hænderne på det.

Han lod sig ikke mærke ved at grebet om hans skulder var blevet strammere, det var forståeligt nok hvis man ikke var vandt til at ride, atman gerne ville holde lidt ekstra fast. Så vandt som Ezekiel selv var til at ride på Zerah, skulle han nærmest ikke bruge nogen energi for at holde sig på ham, modsat hvordan han kunne se at fyren der sad bag ham holdt så hårdt fast som han nok egentligt turde gøre.

Som denæste ordforlod fyren, klappede Ezekiel let Zerah på halsen, og hjorten gik ned i et lidt mere roligt trav. Ezekiel løftede dernæststille og roligt fyrens hånd fra sin skulder, før han rejste sig op, til nu at stå på Zerah's ryg... Men han var stadig ikke helt deroppe,hvor han havde klart udsyn. 'Bliv på Zerah... Jeg kigger lige hurtigt.' han besluttede sig for at den bedste måde at tjekke på, om de stadig blev fulgt efter, ville være at flyve op over græsset og lave en kort runde. Så, uden at tænke videre over det, foldede han sine lysegrønne vinger ud, og satte af.

Han fløj en enkelt runde rundt, og da han hverken kunne se eller høre mændene fra før, så satte han et øjeblik efter kursen tilbage mod Zerah og manden, og landede let og elegant på Zerah's ryg igen, som hjorten standsede op for at gøre det lidt nemmere for ham. 'Du har skam ret. Det lader til de har givet op.' han kiggede dog stadig en smule rundt, og det var tydeligt at han stadig prøvede at høre om der var noget tumult i nærheden, med vingerne pænt foldet sammen igen omme på hans ryg.

En smule forundret slap han manden. Det kunne være turen var slut og de skulle af, trods alt. Eller måske havde han klemt hårdere end han ville. Han måtte beundre mandens balance, som denne rejste sig op på ryggen af hjorten. Som tyv havde han selv været nødt til at øve sin balance, så han genkendte en god balance når han så den. Der var ikke enormt meget plads til stuntet, så Elias dukkede sig automatisk da han mærkede suset fra vingerne der kom til syne - og som snart efter slog kraftigt for at få skikkelsen foran ham til at lette. Et lille smil gled over ham. Det ville ikke undre ham hvis denne fyr var til ekstremsport.

Med bedre plads kunne han ikke stoppe sig selv fra at sætte sig en anelse bedre tilpas, omend uden at tage pladsen foran sig. Han vidste ikke helt hvad fyren ville, men han kiggede efter skikkelsen oppe i luften. Var vingerne...I en lys grønlig farve? Det var ikke noget man så ofte. Eller nogen sinde? Havde Elias nogensinde set det før? Han overvejede det lidt. Han havde i hvert fald hørt om det før. Tilfreds med det svar, lod han emnet ligge. Han kunne altid spørge fyren hvad han var senere, hvis det ikke direkte fornærmede fyren.
Han hvilede kufferten mod sit ene lår, med en hånd oven på den. Den ledige hånd lå som støtte på ryggen af hjorten. Dyret var varmt og han kunne tydeligt mærke dens bevægelser under sig. Han så op igen da fyren kom tilbage. Landingen var elegant, selv om Elias strakte sig bagud for ikke at komme i vejen for de store vinger.

Med ordene om fri bane kunne Elias slappe lidt mere af. For nu.
"Jeg ved ikke hvad vej vi red. Er vi langt fra byen? Eller vejen?" han så sig over skulderen, men trods han kunne se lige over græsset herfra, gav det ham ikke mange svar. Han kunne altid gå tilbage den vej de var kommet, men han kunne ikke huske om de var drejet på turen eller om de havde reddet specielt langt.
"Jeg skal jo helst gerne tilbage igen..." Han smilte let, som han så tilbage på fyren foran sig, der endnu ikke havde sat sig. Det gjorde en samtale lidt akavet, at snakke til en mands ben.
"Tak for hjælpen, forresten. Det var ikke meningen det skulle gå galt på den måde"

Et blidt smil var at spore på Ezekiel's læber som han landede igen, og efter endnu en gang at have set sig omkring, så ned på manden, som en god omgang spørgsmål kom, men det var måske også at forvente så pludseligt som de skulle afsted? Englen tog sig lidt tid til at tænke sig om, som han rolgit satte sig ned på Zerah igen, atter lige foran manden som han lige skulle udregne omtrent hvor langt de måtte have rejst, me den fart Zerah nu engang havde skudt afsted med. Det var skam ikke lige at kimse af, de spurter som hjorten var i stand til.

'Vi er langt fra vejen, ja. Men ikke længere væk fra byen end før. Så det er der du skal hen?' Ezekiel så tilbage på ham med en lettere nysgerrig mine. Hvis det var det han skulle, og det der blev sagt, ja, så ville han begynde at styre Zerah i retning af byen istedet, da han alligevel også selv rent faktisk havde nogle få ting han nok egentligt havde brug for at komme ind til en by for at få ordnet. På trods af at han generelt ikke var særlig glad for byer, så var de nødvendige at tage ind til en gang imellem. Og så kunne han altså bedst lide at besøge den by han var vokset op i. Han fik jo så også allerede lidt bekræftelse, så det tog ikke længe før Zerah igen var i et lidt raskere trav, nu i retning mod byen. For mange ville alt herude nok se ens ud og være næsten umuligt at finde rundt i, mens Ezekiel i hans lille runde oppe i luften, havde set et af de pejlemærker han for tiden gik efter - han havde lige præcis skimtet et træ, som lynet havde slået ned i for et halvt års tid siden. Det var stadig ved at komme sig oven på det, og derfor vidste han også godt præcis hvor de var i forhold til byen.

'Ingen grund til at takke mig. Du havde brug for hjælp. Jeg kunne ikke bare se på.' hvor så mange netop var blevet selviske i denne verden, så var Ezekiel det absolut modsatte. Han hjalp alle og enhve rhan mødt epå sin vej, der lod til at kunne bruge hans hjælp, og han krævede aldrig betaling af nogen art.

"Jah" lød svaret.
Han skulle tilbage til byen og hvorfor takke nej til gratis transport? For ikke at nævne han nemt ville risikere at fare vild herude. Han var meget bedre til at finde rundt i byer, end på store enge af græs. Som han så ud over omgivelserne, var der græs der bevægede sig hist og her. Sikkert dyr, måske en zombie? Men på denne hjort ville de hurtigt kunne nå væk uden problemer.
Trav var ikke den mest behagelige måde at sidde overskævs på hjortens bagparti og Elias havde en ide om han nok ville være øm bag i de næste par dage. Våbnet ville betale nok til at han kunne holde et par dage fri. Måske rejse til en ny by? Han skulle helst ikke opdages igen og der var en god mulighed for at mændene fra før ville rejse tilbage til byen for at søge...
"Det er en farlig indstilling at have" bemærkede han med et lille smil. At hjælpe hvem som helst der så ud til at have brug for det? Never. Jo, Elias havde vist gjort det en gang før. Han havde fået sig en lærling af det, men personen var siden forsvundet. Det gjorde man nemt i denne verden. Og når det kom til stykket, var de fleste ret aggressive anlagt. Survival of the fittest. Elias kunne lige så godt have været en fælde til at lokke godtroende folk i fælden. Stjæle fra dem, slå dem ihjel, sælge dem...Den slags.
På den anden side havde Elias netop ikke været det. Så hvem vidste? Men det ville gå galt før eller siden, hvis englen gik og reddede hvem som helst han kom i nærheden af. Det var han ganske sikker på. Ikke at det var hans problem på nogen måde.
Han så sig roligt omkring og prøvede at rette sig, så han sad mest behageligt, mens turen gik mod byen. Stilheden faldt ham lidt akavet, men der var kun så og så meget at spørge en stille og fremmed engel om. Selv en på en gigantisk hjort, der tilfældigvis var i nærheden.

Ezekiel smilede og nikkede let til mandens svar, førhan atter så fremad, som Zerah stille og roligt ravede derudaf. For at fyren skulle få bare en smule mere plads igen, trak han skam også hurtigt lige vingerne ind igen, så de  ikke var i vejen og sådan - han havde alligevel ikke tænkt sig at skulle flyve det næste stykke tid, det var kun hvis de skulle støde på noget de helst ikke ville 'lege' med... Hvilket også var grunden til at han stadig havde koggeret spænd tpå ryggen - det havde passet perfekt mellem vingerne - og lige hurtigt fik rakt ned efter buen der havde været spændt fast på siden af Zerah. Han tjekkede at den var fint som den skulle være, og trak også en pil ud fr akoggeret, men lagde den ikke på strengen endnu - han ville bare være klar, hvis der nu skulle dukke noget op, da de nærmede sig et af områderne hvor han var vandt til at støde på en zombie eller to. Han ville først lægge pilen på strengen når de var kommet ind i området.

'Det er du ikke den første der har sagt. Men hvis folk har brug for mig kan jeg ikke bare se på...' det gjorde desideret ondt på ham at se folk lide, eller se folk have brug for hjælp og vid ehan kunne hjælpe, og så ikke gøre noget, for han havde godt prøvet på at holde sig fra det et par gange før, netop fordi han en enkelt eller to gange havde været ved at ende i problemer på grund af det. Men han kunne bare ikke - han var simpelthen alt for godhjertet til hvad der nok var praktisk med hvordan verdenen var nu.

Efter lidt tid var de nået til området, hvorfor Ezekiel nu fik lagt pilen på strengen, tydeligtvis klar til hvis noget skulle komme hen og prøve på at angribe dem nu. 'Vær klar... Det kan godt være vi bliver angrebet her. Det er jeg blevet de sidste par gange jeg har været her...' han vendte sig kort om for at se på manden. 'Zombier', 'forklarede' han yderligere, før han atter så fremad. Zerah havde sat farten en smule op i forhold til før, og lod til at være mindst lige så meget på vagt som Ezekiel var nu.

Engle.
Elias havde en fjer fra en ærkeengel om halsen. En fjer der altid hang der, som et bevis på hvilke bedrifter han havde formået. At stjæle fra en engel...Eller, som det vist mere var end med...At få den. Men hvad folk ikke vidste, havde de ikke ondt af. Men engle var sære væsner, når det kom til stykket. Elias havde ikke så meget at sige til det selv. Hvis englen ville hjælpe fremmede, skulle Elias da ikke være lyseslukkeren og prøve at holde ham fra det. Desuden havde det jo været ret praktisk for Elias...Selv om fejl som disse var sjældne. Normalt formåede han sagtens at komme ind og ud uden at blive opdaget. Nej, det måtte have været et øjebliks utålmodighed der havde ødelagt det, som Elias helst ikke ville ende for langt væk fra byen.
"Åh ja, jeg kender zombier" bemærkede han roligt. Men på denne store hjort skulle de nu nok klare sig. De kunne jo bare ride væk, hvis der dukkede nogen op. Imens kom byen langsomt tættere og tættere på foran dem.


//Det føles ikke som om der sker så meget mellem de to. Hvilket også er helt okay. Så måske skal vi bare oute emnet?