A damn zombie?! - Ezikiel

Tid: Omkring 14-15 ca.
Sted: Et godt stykke udenfor Armarillo, i Texas.
Vejr: lidt overskyet og mørkt, dog ingen regn.
Omgivelser: En grusvej med marker på begge sidder, længere væk kan der ses lidt buskas og træer. Det er rimeligt åbent og derfor også relativt nemt at se andre. Der er dog ikke andre folk på grusvejen. Der kan ses enkelte dyr, men de fleste holder stor afstand til alt der bevæger sig.

Rejsen havde været lang, det var allerede anden dagen af rejsen og hun havde i hvert fald en halv dags kørsel mere før hun var i Armarillo. Det havde dog været en relativ rolig tur, det havde kun væres aftenen før der havde brudt på lidt postyr, da hun havde valgt at overnatte på et alt for smudset motel. Hun kunne jo havde gættet at de ikke var de mest venlige sjæle der også valgte den slags moteller, men hun var kommet igennem natten, men omkring 4-5 timers søvn, så det var vel bedre end ingen ting?
Normalt var det ikke Malaika der tog ud for at finde nye og bedre råvare til baren, det plejede at være Gabe hendes kollega, men han havde åbenbart et bryllup han skulle til... Malaika var normalt ikke meget for at tage disse jobs for sin chef, men der havde ikke været andre denne gang, så hun kunne ikke komme uden om det.
Hun havde lånt sin chefs gamle motorcykel, som fungerede... Men det var vidst mere held end så meget andet. Den larmede og spyttede sort røg ud når man startede den, men den kørte da. Det var ikke første gang hun havde lånt den, så hun vidste godt at den var en anelse utilregnelig, men hun havde ikke andre transport midler selv og hun havde derfor været tvunget til at tage den.

Hun var muligvis kørt lidt en omvej, men hun vidste at denne vej ville give mindst mulighed for at møde militsen, hvilket gjorde hendes liv nemmere... Det betød dog også at hun var nød til at køre af disse grusveje, som den hun var på i øjeblikket. De var ikke ligefrem behagelige at køre på, men hun var da ikke styrtet endnu! Hendes sorte hjelm skjulte hendes ansigt ret godt, men det lange hår var der ikke plads til inde i hjelmen, så det blafrede løs i vinden imens hun kørte af grusvejen. Som hun kørte så hun godt enkelte dyr der flygtede så snart de hørte larmen fra motorcyklen, det var naturligt nok.. Hun var dog ikke forberedt på hvad der skulle til at ske.

Noget sprang ud foran hende, hun kunne ikke nå at bremse. Motorcyklen vippede frem over og kastede hende af, og kort efter lå hun med ansigtet først ned i gruset. Hjelmen tog dog det værste af stødet. Resten af hendes krop var dog ikke lige så heldig. Hun ejede ikke noget motorcykel tøj, så hun havde kun haft jeans og en læderjakke til at beskytte hende under faldet. Ikke engang hendes rygsæk havde hjulet hende, for hun var faldet med fronten først... Hun kunne mærke hvordan hun havde fået slået luften ud af sig, men hun fik hurtigt genvundet pusten, før hun mærkede hvordan hendes hænder sved og resten af hendes krop gjorde ondt. Langsomt fik hun samlet sig selv op, så hun sad op. Hvad havde ramt hende?
Hun fik ikke lang tid til at komme sig, da det der havde kastet sig ind foran hende før begyndte at bevæge sig. Hun slog visiret op på hjelmen, da det var blevet meget risset. Hun behøvede ikke at kigge særlig længe før hun fattede hvad der lå lidt længere væk fra hende på grusvejen. Det var en zombie.. Endda en stor en af slagsen, han havde overlevet kollisionen med motorcyklen og var ved at prøve at rejse sig op. Malaika gjorde det samme, da hun godt vidste at Zombier ikke var noget man skulle vente på, da de modsat mange andre ikke flygtede fra noget!

Hun fik rejst sig op, selvom det havde været en proces. Hendes hænder blødte fra at havde skrabet hen over gruset, hendes jeans var flænsede flere steder og hendes overkrop gjorde ondt. Det tegnede ikke godt! Hun havde desuden heller ikke noget skydevåben på sig... Det burde hun havde haft, men man kunne altid være bagklog... Hun så sig omkring for at finde noget at forsvarer sig med imens zombien så småt var helt på benene og klart til at gå efter hende.
Som zombien begyndte at bevæge sig imod hende, vendte så hun sig febrilsk omkring, der var ikke nogle store grene i nærheden så vidt hun kunne se. Hun kunne dog se noget buskas langt væk, og der ville der sikkert være noget hun kunne bruge til at slå fra sig med! Det var den eneste mulighed, for i den tilstand som hun var i kunne hun ikke løbe helt til Armarillo... Hun blev nød til at forsøge at slå zombien ihjel først!
Hun satte i løb mod buskaset, hun haltede en smule, men det gik dog stadig lidt hurtigere end at gå. Desuden hun havde et lille forspring fra zombien, fordi hun var blevet slynget længere væk da hun var blevet kastet af motorcyklen.

Ezekiel og Zerah havde vandret lidt rundt på må og få den sidste tid, som de så ofte gjorde. For et par uger siden havde de været ved en mindre landsby et godt stykke væk herfra, og havde der fået byttet sig til lidt forskelligt, men vigtigst af alt havde de fået fat i ting de rkunne bruges som nød reservationer og noget vand der blev fyldt i de flasker, Ezekiel nu engang havde puttet i de saddeltasker, Zerah bar rundt på, som han selv havde lavet til ham - nu hjorten engang var så stor som han var, så skulle de tjo special laves til ham. Både det, men han havde også fået forhandlet sig frem til pile der var en del bedre lavet end dem han selv kunne lave på nuværende tidspunkt, men som stadig passede godt til hans bue. Så med det og en kampkniv i bæltet, var de draget afsted igen.

Ezekiel havde altid lidt mindre beskyttende tøj på end de fleste nok ville have herude, men han ville jo så helle rikke have så tungt tøj på, at han ikke kunne flyve rundt når det blev nødvendigt. Så derfor holdt han sig til det sæt tøj han nu engang bedst kunne lide at have på - tøjet sad tæt men samtidigt løst nok til ikke at hindre bevægelse. Det meste af det var en støvet sand farve der faldt godt i med farverne på det meste bevæksning herude i hvad der mest af alt mindede om en savanne efterhånden, mens hans beklædning på fødderne, der ikke var så meget mere end en sål lavet af træ med støvede mosgrønne benviklinger omkring, var godt til at camouflere sig i den smule grønne bevøksning der var lidt tættere på selve jorden, hvor planterne bedst kunne holde på deres væske.

Han sad på Zerah's ryg, bue i sin ene hånd og en pil lagt på den med sin anden hånd, som de roligt traskede igennem landskabet, mens Ezekiel holdt godt øje omkring dem. De var allerede blevet angrebet af et par zombier en time forinden - den ene havde mødt Zerah's gevir, og den anden havde fået en pil for panden, så de var begge godt oppe på dupperne og beredte på hvornår end endnu en zombie, eller værre, kunne angribe. Normalt var Ezekiel absolut ikke typen der tyede til vold, men med zombier var der ingen fornuftig samtale der kunne tages, ingen måde at få dem til at slappe af på - så vold var den eneste udvej med lige præcis dem. Derfor også, da både ham og Zerah hørte hvad der lød som en motorcykel der væltede et stykke væk fra dem, og Ezekiel fik lydløst ansporet Zerah til at gå den vej. Ikke så meget som en lyd forlod hans læber, og han behøvede heller ikke lave en bevægelse for at Zerah forstod hva dhan mente - som med helt almindelige folk, så forstod dyr skam også hvad han mente, uden han behøvede at sige noget.

Så snart kom de tæt nok på til at kunne se hvad der skete - en tilsyneladende ung kvinde, der blev jagtet af... Ja, endnu en zombie. Zerah satte i et galop hen mod zombien, samtidig som Ezekiel spandt buen, og gav slip, så pilen hvislede afsted mod zombien, og ramte den direkte i panden, så zombien egentligt døde på stedet lige der - men for en sikkerheds skyld blev den også stanget godt og grundigt af Zerah, og med den styrke den kæmpemæssige hjort kunne formå, ja, så betød det også at zombien fløj mange meter væk, før den landte med en knasen der indikerede at flere knogler var blevet brudt ved dens fald.

Ezekiel sænkede sin bue igen, og klappede derefter roligt Zerah på halsen, som for at sige 'godt gået' til hjorten, hvorefter de atter drejede om, og Zerah gik i roligt trav hen mod kvinden, men dog også standsede op et stykke fra hende. Her så Ezekiel ned på kvinden med et blidt smil på sine læber, og selvom hans læber så absolut ikke bevægede sig, og ingen lyd forlod ham, så ville hun stadig kunne forstå hvad han godt ville sige, havde han kunnet - 'Er du okay?'

Malaika haltede afsted så godt som hun kunne, imens hun en gang imellem så sig over skulderen for at sikre sig at zombien ikke havde indhentet hende. Der var dog stadig langt til buskaset og hun kunne jo ikke være sikker på, at der var en kæp hun kunne slå fra sig med... Hun kunne dog heller ikke stoppe! Hun fortsatte imens hun kunne høre hvordan zombien indhentede hende mere og mere. Hun kunne høre hvordan han knurrede imens han løb efter hende. Hun så kort tilbage, men lige som hun gjorde det ramte en pil zombien, hun så ham falde til jorden og med et stoppede hun op og så rundt. Hun skulle ikke kigge længe før hun fik øje på det en kæmpe hjort med en rytter på... Ikke lige frem et normalt syn. Hun så til da hjorten stangede zombien af helvede til, hvilket fik hende til at træde en smule tilbage, da det så en tand voldsomt ud.

Da rytteren og hjorten bevægede sig hen mod hende tog hun endnu et skridt tilbage før hun trak motorhjelmen af hovedet. Hun havde slet ikke haft tid til at tænke over at tage den af før, måske det også havde været meget smart at beholde den på? Så kunne zombien ikke have bidt hende i ansigtet, hvis altså den ikke var blevet dræbt.
Malaika stod helt stille og så hjorten og dens rytter en smule an da de var tæt nok på. Hun havde været en smule tilbageholden før hun kunne se rytterens ansigt. Der var nok roligt over ham, det smittede. Hun kunne mærke sit hjerte langsomt stoppe med at ræse af sted, som det havde gjort før. Hun knugede hjelmen lidt ind mod sin mave imens hun kort nikkede. Det var underligt, han havde ikke sagt noget, men på en eller anden måde virkede det helt rigtigt at svare ham. Også selvom det kun var blevet til at nik fra hendes side af.
Selvom hun var faldet lidt ned oven på denne zombie overraskelse, så var hun stadig påpasselig med den store hjort der stod foran hende. Hun havde set hvad den kunne og det var rigeligt at hun havde set det. Hun skulle ikke nærmer! Slet ikke i den tilstand hun var i, jo længere tid hun stod der, desto mere opmærksom blev hun på hvordan hendes krop dunkede og brændte de forskellige steder hvor hun havde fået hudafskrabninger og blevet forslået af styrtet.

Hun havde brug for at sidde ned, hendes ene hofte gjorde meget ond især imens hun havde vægt på den. Hun så lidt på hjorten og derefter på rytteren. Selvom de havde reddet hende så var var hun ikke typen der stole på folk med det samme. Hun holdt en hånd ud foran sig før hun talte. "Tak for hjælpen, men hold din hjort på plads, jeg har ikke brug for at prøve det zombien prøvede.." lød det fra hende imens hun langsomt lænede sig ned for at kunne støtte sig selv før hun satte sig på jorden. Det var ikke just rart at sidde på den hårde jord, men det tog alligevel lidt af vægten af hendes hofte. Hun havde ikke overvejet at der kunne komme flere zombier, det havde hun for ondt til på det tidspunkt, desuden var adrenalinen så småt ved at aftage, så det var ikke engang sikkert at hun kunne løbe igen.
Som hun sad der på jorden så hun lidt ned af sig selv, før hun igen så op på rytteren der nu mest af alt lignede en kæmpe på den store hjort. Sikke et held at han var kommet. Det var ikke til at vide hvad der kunne have været sket. Men nu hvor hun var mere rolig kunne hun bedre få et overblik af hvordan hendes krop havde det. Så vidt hun kunne mærke var der ikke noget der var brækket på magisk vis, men forstuvninger... Dem var der sikkert et par stykker af.

Ezekiel kiggede efter den nu endelig helt døde zombie et øjeblik, og kiggede derefter rundt for at se om han kunen se anden fare på færde, men så snart det så sikkert ud havd ehan jo så sænket buen igen, og rettet sin opmærksomhed mod hende zombien havde været ude efter som sin næste lille snack. Noget han så heldigvis fik forhindret - han ville have hadet at komme for sent til et sådant scenarie her, så det var godt at Zerah havde hørt noget var galt så tidligt som han gjorde, så de kunne springe til og få hjulpet hende.

Han nikkede let til hendes ord, og klappede derpå let Zerah på halsen, hang buen ved hjortens side, og lod sig selv glide let og elegant ned fra Zerah af. Zerah blev stående, mens Ezekiel selv tog et par prøvende skridt hen mod hende, meget påpasselig med at virke så lidt faretruende som overhovedet muligt, nu hun trods alt havde god grund til stadig at vær epå vagt - han håbede blot at hans aura ville hjælpe lige så meget til som den plejede at gøre, til at få folk til at slappe mere af omkring ham så han kunne hjælpe.

'Nåede du at blive såret nogle steder? Jeg kan måske hjælpe?' han lagde hovedet let på skrå, og satte sig ne dpå hug, som hun satte sig på jorden, så han ikke skulle stå der og tårne over hende og virke truende - det var det sidste han ønskede at hun skulle tro om ham. Mange folk var meget egoistiske i denne tidsalder, men han selv var det direkte modsatte - han tænkte altid på andre før sig selv, medmindr ehan selv va ri en livstruende situation han blev nødt til at undslippe. Og hvis hun var såret så var de tjo noget han kunne hjælpe med i et snuptag - han ville bare gerne lige se skaden an først, så han vidste hvor kraftigt hans lys behøvede at være, trods alt... Ingen grund til at gå overkill på hudafskrabninger, hvis der ikke var andet end det.

Hvis hun gav ham lov, ville han roligt rykke sig tættere på og begynde at undersøge skaderne - se hudafskrabningerne efter ved at trække stof til siden, og undersøge leddene ved ekstrmt forsigtigt at tage fat i dem og bevæge dem meget langsomt, mens hans øjne scanned ehendes ansigt for tegn på den mindste smule smerte ved bevægelserne.