Dæmoner

Baggrundshistorie:
Der er to baggrundshistorier. En for dem der tror på gud og en for dem, der ikke tror på gud.

For de troende:
"...Og Gud skabte verdenen på kun 7 dage. Og hans engle var begejstrede og studerede hele verdenen og forstod og sang af glæde. For aldrig havde de set noget så smukt. Og de fulgte udviklingen uden at klage, for gud havde sagt, at sådan skulle det være. Og da kom menneskerne også til, men nu kunne englene ikke lade være at spørge ... Sådan blev en af guds store engle til utilfreds på menneskernes vegne. For hvad lavede englene da i himlen, hvis menneskets sjæl aldrig måtte opleve det samme? Hvorfor skulle menneskets sjæl vandre hvileløst rundt på jorden? Og han konfrontrede gud, men gud sagde, at sådan skulle det være.  Men englen blev ved, for sådan var han, og til sidst sagde Gud
"Jamen så find 10 værdige og tag dem med herop" Og sådan gjorde englen. Selvom englen fandt alle værdige, valgte han til sidst ti, som han tog med op til Gud. Og Gud blev henrykt og sagde, at alle, der gjorde sig fortjent til det, ville have plads i himlen. Men englen var endnu ikke tilfreds. For hvad med resten? Og englen konfronterede igen Gud, men nu havde Gud mistet tålmodigheden, og foran alle de andre engle forkyndte han, at englen nu ville blive sendt til jorden og være en del af de mennesker, han sådan holdt af.
Og englen blev sendt til jorden og genopstod som menneske, uden vinger, uden sin store styrke, dog stadig med sin visdom. Og han lærte menneskerne mange ting. Og ved sin død lod Gud ham blive engel igen.

Gud spurgte ham nu om han havde lært noget. Og englen svarede "Ja, Herre. Jeg har lært, at alle mennesker er værdige hertil, for de ved ikke bedre" Og Gud blev igen vred og bød ham at tage ned i sjælenes verden. For nu skulle dette være hans hjem. Sjælenes hjem var stedet, hvor alle menneskernes sjæle var samlede. Men dette var ikke himlen, men et fortvivlelsens sted. For alle afklarede sjæle kom i himlen. Og englen blev ulykkelig og vred, hans vinger blev sorte, og han ville modsætte sig Gud med sin nye styrke. Og han valgte 4 særlig slemme sjæle og beordrede dem at være onde mod mennesket. Og de ville blive kaldt dæmoner, for de var af hans skabning.
Og ned blev de sendt, og de blev alle født på ny. Og en ny race var skabt og Gud blev sandelig nok vred og ulykkelige. Aldrig havde han set lignenede skabninger, som levede af blod, af sjæle, af skygger og af lidenskaben. Og ned sendte han sine egne engle. Og de to racer kæmpede deres egen lille krig på jorden. Og Gud og Djævelen kunne kun se til og håbe hver deres..."

For ikke-troende:
"...Det var en gang, for alt for mange år siden. En tid som ingen husker eller længere kender til. En tid uden tid, en tid hvor alt stadig var nyt og uberørt. En tid, hvor både både himlen og havet dansede sammen i en tæt harmoni...."

Dengang levede en ung kvinde, som en af de eneste i verdenen. Denne kvinde levede i evig ensomhed, uden at finde andre af sin slags, og ensomheden forheksede hendes sind. Hun vandrede omkring i hele verdenen og lærte alt om planterne omkring sig og det rige dyreliv. Men aldrig så hun nogen som hende selv, og hun spekulerede over, hvad dette kunne betyde. Sådan levede hun mange år, uden at sove, blive ældre eller dø. Og mange år skulle endnu gå på denne måde.
Så en dag hørte hun en fjern lyd, der ikke lød som noget hun nogensinde havde hørt før. Hvad var mon det? Dette var snak og musik, latter og vrede ord. Ord hun aldrig havde kendt, men som hun alligevel forstod. Og hun lod sig tiltrække af dem og mødte endelig nogle som sig selv. De var lavere og mere robuste, og de var ret behårede og havde antydning af et vilddyrs tænder. Og straks som hun så dem blev hun forelsket i dem alle. Men hun turde ikke åbenbare sig i skræk for, at hun ikke ville blive accepteret. For hun lignede dem ikke helt. Så hun blev, men uden at blive set. Hun lyttede uden at blive hørt. Og efterhånden som hun lærte dem at kende blev hendes forelskelse afløst af forfærdelse, væmmelse og til sidst vrede. Var dette hendes folk! Disse grådige og egoistiske skabninger! Disse, der ikke værdsatte den frodige natur omkring dem!

Og med disse tanker forlod hun dem igen. Men de var pludselig over alt og fyldte hende med vrede. For hun kendte naturen, hvorframennesket tog uden at tænke. De ofrede den for egen skyld. Men en dag opdagede de hende. En mand, stor og stærk og med intellekt, krydsede hendes vej, og forbød hende at fortsætte. Men hun kunne ikke svare, for aldrig havde hun lært at snakke deres sprog. Til sidst mistede han tålmodigheden med hende, og slæbte hende med hjem, hvor hun blev sendt i fængslet, tortureret og udspurgt. Stadig kunne hun ikke svare, men oplevede store smerter og vrede over uretfærdigheden. Og denne følelse fyldte hende.
Til sidst kom den samme mand og lå med hende. Hun var svag og afkræftet, og hun kunne ikke gøre andet end lægge stille. Og da han var færdig, var hun med barn. Og hun beskyttede sig selv og holdt sig i live, velvidende at hun ville dø, når hun fødte. Hun viste det, for hun var ikke længere stærk nok. Og hun var vred på sit eget folk og ønskede af hele sit hjerte, at barnet aldrig måtte blive som dem. Og hun håbede og bad til, at dette barn måtte få sin egen vilje og straffe denne race af mennesker for deres måde at være på. Og uden hun vidste det, blev hendes bønner hørt, og hendes barn forandrede sig i maven.

Tiden gik og endelig skulle hun føde. Og hun fødte ikke et, men fire børn. Så stort et antal var sjældent set, og kun derfor blev børnene holdt i live og opfostret. Men ingen ville have dem alle, så de blev delt ud til hvert deres verdenshjørne. Her blev de opfostret ved hver deres familie uden at lære om hinanden eller deres mor. Deres mor, hvis pinsler endelig var slut, men hvis sjæl endnu overvågede dem alle. Men først da, da de alle havde klaret deres manddomsprøve, vækkede moren deres skjulte kræfter...
Og sådan blev de fire dæmonracer født. Den ene søn, hvis hår var rødere end den rødeste okker, blev til den store og krigeriske bloddæmon. Den anden søn, hvis hår var gult som kun solen kunne være det, blev til sjælens hersker, den ærefulde sjæledæmon. Den tredje, en datter, hvis hår var sortere en kul, blev til den hemmelighedsfulde og mystiske skyggedæmon. Og den sidste datter, hvis hår var dybt brunt, men med et skær af alle de andre farver, blev til den frygtede og uimodståelige succubus, som siden fødte incubus. Og alle indså nu, hvordan menneskerne havde snydt dem. De vidste nu alt om deres mor og hendes pinsler. De blev fyldt med vrede og hævntørst, og de blev til nogle frygtelige væsner, som alle levede af menneskerne og hadede dem. Og menneskerne lærte snart at frygte dem.


4 slags dæmoner:
Bloddæmoner:
Krig.



Ikke-troende:
Bloddæmonernes slægt blev ført videre af den rødhårede dreng. Han elskede kamp og krig. Han mestrede alle teknikker og våben, og opfandt også selv nye. Han nedskrev nogle regler, som han forventer, hans slægt vil leve efter.

Troende:
Bloddæmoner er en af de slags dæmoner, som den faldne engel sendte til jorden.
De levede først som barbarer, før den faldne engel lærte dem nogle nye ting. Han ville ikke se sin race være så beskidt i deres væremåde og gav dem nogle regler at leve efter.

Generelt:
Bloddæmoner er kendt for deres gode evner til at slås, både med og uden våben, samt til at føre krig. Reglerne, som deres forfædre har skrevet ned eller blev sendt til dem fra deres gamle mester, den faldne engel, er baseret på deres evner med krig:
Bloddæmoner er krigeriske. De elsker en god kamp og er gode til det, da de oplæres lige fra de er små. De har gjort det til en kunst at kæmpe, og alle bloddæmoner forventes at kunne mindst én kampsport og håndtere mindst ét våben. Er dette ikke tilfældet, forventes det af de andre bloddæmoner træner bloddæmonen. De lever længe, deres krop stopper med at ældes på et tidspunkt, og de vil være fanget i den alder kroppen har, når den gør det. Sindet forandrer sig dog altid. Efter krigen har de samlet sig i deres eget lille samfund og blander sig ikke meget med resten af racen. Dog tøver de ikke med at støtte op om de andre dæmoner. De prøver at overleve og finde en måde at eksistere på. Da krigen har kostet mange menneskers liv, er det blevet sværere for dem at finde mad. En god bloddæmon tager sin fangst med hjem og deler den med sin familie eller næreste venner, hvis denne har dette. for det er vigtigt at slægten består.

Mad:
Bloddæmoner lever af blod. Dog har de ingen tænder til det, som vampyrerne. Blodet gør dem friskere og stærkere i øjeblikket lige efter indtagelse. MEN er blodet påvirket af stoffer, alkohol eller andet, vil bloddæmonen også opleve dette.

Symboler:
Bloddæmonerne har skaffet sig nogle forskellige tatovering. Ikke alle har en, men hvis de er opdraget ordentligt, lærer de betydningen af dem som små. Folk af høj rang har ofte en tatovering som viser, hvilken slægt de kommer fra. Almindelige slægter får kun en tatovering, hvis de har gjort noget stort. Ofte forbundet med krig, da det er, hvad de står for.

Raceevner:
Bloddæmoner kan af natur fornemme blod, da de lever af dette. Nogen af dem har også en evne til at bruge blodet til et våben, beskyttelse eller andet. De har en tendens til at kunne gå lettere bersærk. De er ca. en halv gang til dobbelt så stærk som et menneske, hvis de ikke har en evne, som gør dem ekstra stærke. De kan have alle slags evner.

Forandringen efter verdenskrigen:
Dæmonsyge. Efter at være udsat for en del radioaktivitet, har de forandret sig fra blodtørstige væsener, til at være mere bevidst om deres jagt og krig.

Reglerne:
1: Vær dig et mord bevidst. Dræb aldrig uden at tænke.
2: En modstander er kun en modstander, hvis denne kan forsvare sig. Nedlægger du en person, som ikke har mulighed for at forsvare sig er det nedslagtning.
3: En krig er kun krig, så længe modstanderen har samme chance for at vinde. Alt andet er udryddelse. Udryddelse kan være nødvendigt...Men du vinder intet ved det.
4: Reddes du af en anden, værende dæmon eller ej, står du i gæld til denne person. Det forventes af dig, at du efterkommer dette. Prisen kan være ens eget liv.
5: Redder du en person, står denne i gæld til dig. Det forventes af dig, at du ikke misbruger dette.
6: Overholdes disse punkter ikke, står det til din race at straffe dig efter deres regler.


Sjæledæmon:
Sindet.



Ikke-troende:
Deres forfader en drengen med det gyldne hår. Han havde en stor passion for sindet, psyken, og hvorfor folk gjorde, som de gjorde. Og han opnåede en stor viden om disse ting.

Troende:
En af de forskellige dæmonracer, som den faldne engel sendte til jorden. Disse gav han en god sans for menneskets psyke og sindet. De tog sig af selve menneskets sjæle.

Samfund:
Sjæledæmonerne bor ikke sammen, som mange andre dæmoner gør. De har samlet sig i små grupper rundt omkring. Fordi de netop kan nogle forskellige ting med sindet, kan de ikke holde ud af bo for mange sammen. Sjæledæmoner er intelligente og manipulerende. Nogen siger de har kontakt med fortabte sjæle, der vandre omkring på jorden. Men ingen har endnu bekræftet om dette passer.

Mad:
Sjæle. De kan enten slå en person ihjel og tage dens sjæl. Eller de kan tage en persons sjæl og efterlade denne person i tomhed. Der vil ikke være andet end en fungerende krop tilbage.. Men de dør som regel efter en uges tid. OBS! en fortabt sjæl kan overtage denne krop - Snak med en admin hvis dette er tilfældet.
Men de kan også vælge at spise langsomt, hvor deres nærvær stille og roligt fortærer sjælen, som de har udvalgt. Det gør de ved fysisk berøring, hvor en meget lille del bliver optaget hver gang. Dette gør, at de kan have deres mad i meget længere tid. Men det erikke uden konsekvenser for personen, som vil få psykiske problemer i forskellige grader og på forskellige alt efter, hvad dæmonen spiser først. Sjælen kan dog aldrig blive hel igen, men den kan blive healet nogenlunde. Der vil dog altid være ar eller tilbageanfald.

Raceevner:
Sjæledæmoner kan fornemme sjæle, da det er, hvad de lever af. Sjæledæmoner har også en medfødt evne, som indeholder EN af disse ting:
- Skygger (At få personen til at tro nogen jagter denne, at de bliver overvåget eller andet)
- Tanker (At sætte andre tanker i hovedet på en person. Personen behøver ikke at føle dem, men det kan påvirke dem of course )
- Følelser (At manipulere med følelser. Bare fordi følelserne blive kontrolleret, er det ikke lig med at personen bliver kontrolleret, da personen kan gå imod sine følelser. Det er dog kun af mildere grad f.eks en lettere sur person, kan få meget vrede følelser.)
Derudover kan de have en selvvalgt evne ude over raceevner.

Forandringer efter krigen:
Dæmonsyge.

Skyggedæmon:
Skygger. Hemmeligheder og mystik.



Ikke-Troende:
Skyggedæmonerne stammer fra den sorthårede kvinde. Hun havde en rædselsfuld familie,som aldrig brød sig om hende. Og snart lærte hun at blive usynlig og lydløs, når hun gik rundt, for at undgå deres blikke og kommentarer. Da hun blev voksen, lærte hun, at hendes selvlærte evner var gode til at skaffe oplysninger med. Ingen så hende, for hun var en del af skyggerne. Derfor var hun også omgivet af mystik og hemmelighed.

Troende:
En bestemt dæmonslags blev sendt til jorden sammen med de andre. Disse dæmoner skulle lure på menneskerne og forhindre, at de nogensinde kunne enes og samles mod dæmonerne. Disse skulle leve i skyggerne.

Samfund:
Skyggedæmonerne lever i skyggerne. De går i et med dem. De bor i et stort samfund, selvom der er flere enspændere rundt omkring. Gemt i skyggerne. Alle med hver deres opgave i livet. Deres samfund bliver styret af en leder, som hjælper med at sikre deres fælles overlevelse. Lederen kommanderer ikke rigtigt med sine med-dæmoner.

Mad:
Skyggedæmoner lever ikke kun i skyggerne, de spiser dem også. Alle der har en sjæl, har også en skygge. Når de spiser en skygge, vil personen ofte kunne mærke det som en underlig, psykisk smerte. Folk uden skygger bliver som regel syge, enten fysisk, hvor de fleste dør, hvis skyggen er blevet helt spist, eller psykisk. Dog, hvis de overlever uden at dø af fysiske sygdomme, så kan de få deres skygge igen. Menneskets og væseners skygger er en del af underbevidstheden, som bliver reflekteret igennem den fysiske skygge. Hvis man får lidt af sin skygge spist, så kan man komme til at lide af psykisk følelsesløshed, og man har en tildens til at blive kynisk. Hvis man får spist det hele, så forsvinder hele den del af ens underbevidsthed, og det gør, at man som regel dør, da man bliver fuldstændig sindssyg.

Raceevner:
Skyggedæmoner har en evne, som hedder skyggevandring. Det er, hvor de kan blive et med skyggerne og vandre i skyggernes psykiske verden. Det betyder at de kan forsvinde
i én skygge og kan dukke op fra en anden skygge. Dette kan de dog kun gøre i højst 10 min, for ellers bliver de for svage og kan komme til at blive fanget i skyggedomænet, hvorfra man aldrig vil kunne komme ud igen. Der skal gå noget tid, før de kan gøre det igen. Skyggeverden er en psykisk verden, så derfor gælder der ikke de fysiske regler som ellers, så hvis der eksempelvis er en skygge på 2 sal, og man er på stueetagen, så skal man bare vandre de sammen antal skridt, som hvis man kunne have haft vandret lodret i luften. De kan også fornemme alle skygger i ca. 20 meters afstand, og derfor kan de fornemme bunkers og huler under jorden, hvis de er inden for deres rækkevidde, da de kan mærke skyggerne dernede. Som evner er de ofte lydløse og usynlige. Der ud over kan de have alle slags selvvalgte evner ude over raceevner.

Forandringer efter krigen:
Dæmonsyge.


Incubus/Succubus:
Forførelse. Frygt.



Ikke-troende:
Succubus/incubus er nedarvet efter kvinden med det brune hår, som dog havde et genskær af sine søskendes farver. Hun fandt sin egen måde at overleve på, efter hendes plejefar slog hendes plejemor ihjel. Faren misbrugte hende, men efter noget tid lærte hun at nyde det, og selv opfordre mænd på gaden. Det besatte hende og til sidst endte det med, at hun spiste folks sjæle bagefter.

Troende:
Sucubus/incubus er navnene på mennesker, der lever i evig synd, da de deler nydelse med alle og enhver. Når disse mennesker dør, lever deres sjæl videre i en evig hungren. De besætter en nyfødt og gør denne til en dæmon.

Generelt:
Succubus - kvindedæmon
Incubuc - Mandedæmon.
Disse dæmoner lever af sex. De forføre, hvem end de lyster, har sex med dem og spiser deres sjæl under akten -  eller blot en del af sjælen. Fordi de er smukke og forførende - faktisk uimodståelige - er de ofte forbundet med frygt. De er ofte meget kolde og ligeglade, da deres levemåde har lært dem at ignorere visse følelser. De er lumske og utilregnelige.

Mad:
De spiser ved at dyrke sex. Så spiser de sjælen.

Raceevner:
De kan have en medfødt evne til: At danne en illusion i en persons hoved, så dæmonen vil skifte udseende og ligne dét, offeret finder mest tiltrækkende. At manipulere/påvirke følelserne.(kun i mild grad). At tvinge folk til at have sex med dem. (Dette kan modarbejdes af folk med virkelig stor viljestyrke). Ellers kan de have alle andre evner.

Samfund:
Disse dæmoner lever sammen i et stor samfund, dog spredt ud over det hele.
De har alle den samme leder, som for det meste er ligeglad med, hvad de egentlig laver. Denne er kun interesseret i skabe flere af den slags dæmoner, samt hjælpe når folk er uenige.

Efter krigen:
Dæmonsyge.
På grund af radioaktivitet er de gået fra kun at spise sjæle, til også at ligne deres meddæmoner. De kan nu, med skiftende mellemrum, leve af både sjæle, blod og skygger. Som oftest bliver de født til at leve af en af disse tre ting. Stadig ved hjælp af sex. Selvom de mest kun spiser en af slagsen, så skal de stadigvæk have noget af de andre ting, da de skal have en varieret kost, men kun en gang om måneden.

Generelt:

Udseende:
Dæmoner kan skifte mellem deres menneskelige skikkelse og deres dæmonskikkelse.
Forvandlinger kræver noget energi, men kan ske ukontrolleret ved store følelsesmæssig oplevelser. F.eks. stor vrede eller sorg. Forvandlingen kan være smertefuld. Man fødes i enten den ene eller den anden skikkelse. Den skikkelse man fødes i, har man lettest ved at være i.

Menneskeform:
Som menneske bestemmer man selv sit udseende. Dog har dæmoner en tendens til at have lidt flere muskler end normale mennesker. De er stærkere som mennesker, og deres evne virker stadig i denne skikkelse.

Dæmonform:
Som dæmon er det også meget forskelligt. De kan vokse sig større, eller bevare samme størrelse. De kan have vinger, både til pynt eller som brug. Brugbare vinger er dog store, da de skal kunne bære en! De kan have horn, pigge eller andet. De kan have kløer, hugtænder, en anden hudfarve, en hale ... Kun fantasien sætter grænser. I deres dæmonskikkelse bliver deres sande kræfter sat fri, og de er som regel stærkest her.
OBS! For en sikkerheds skyld: Lad din dæmonskikkelse blive godkendt af en Admin. Hår og øjenfarve forandre sig ikke.

Styrker:
- De er stærkest i deres dæmonform. De er dog stadig stærkere end mennesker i deres menneskeskikkelse.
- Deres krop bliver ikke ældre, og de kan leve næsten evigt.
- De er svære at slå ihjel.
- De bliver næsten aldrig syge - Dog! Se under 'forandringer siden krigen'.
- Almindelige sår og brækkede knogler slår dem ikke ihjel, og de heler ca. en halv gang hurtigere end mennesker.
- Styrker fra deres specielle dæmonrace.
- Deres arrogance og overlegenhed kan være godt i mange tilfælde(Mest bloddæmoner og sjæledæmoner)
- De kan overleve langt flere skader end mennesker, og de dør først af en forblødning, når de kun har 2 dl blod tilbage i deres krop
- De healer dobbelt så hurtigt som mennesker, og hvis de spiser, healer deres sår

Svagheder:
- De er svagere i deres menneskelige skikkelse.
- Deres lange liv kan give dem mange psykiske ustabiliteter.
- Krigen har forandret deres gener, så de kan rammes af "Dæmonsyge"
- I deres dæmonskikkelse har de lettere ved at gå amok uden at tænke sig om.
- De kan dræbes ved hjælp af pentagrammer, magi, voldsom forblødning, kraftig radioaktivitet og hellige relikvier. De kan også dø af kraftig radioaktivitet, da den går ind og påvirker alle cellerne og atomerne og kan fuldstændig ødelægge kroppen.
- Deres arrogance og overlegenhed pga. deres styrke kan til tider fører til deres fald.

Dæmonsyge:
Deres gener er forandrede, så de kan rammes af en ny sygdom, kendt som Dæmonsyge.
Denne sygdom giver dem typisk symptomer som feber, hovedpine, mavepine, tørhed i mund og hals. Men den kan også forhindre dem i at spise. De har ikke kræfter til at skifte skikkelse og er fanget i den skikkelse, de nu er i. Efter en måneds tid dør man. Ingen ved hvordan man får den eller undgår den. Den rammer ikke så tit, selv om flere og flere bliver syge. Der er endnu ikke fundet en kur. Selv om det siges et mennesker, som holder sig skjult, har studeret den og kan helbrede. Nogle former for magi kan måske hjælpe og forlænge ens levetid.